Pynt til Valentinsdag

Det er sjovt at lave pynt til Valentinsdag, og det er en fin måde at sprede glæde og omtanke. Lav unikke gaver til familie og venner og skab gode minder på en sjov måde. Du kan f.eks. lave disse små pyntefigurer af træ og papir i kærlighedens røde farve!

Minivaseholder af træ med malede hjerter

Sav et stykke af en fyrretræsliste og bor en smule ned i den ene ende for at gøre plads til en lille glasflaske. Brug et bor i den rette størrelse for at sikre, at flasken står godt fast i fordybningen. Mal derefter to små og to store træhjerter med rød maling. Lad de to mellemstore hjerter være umalede. Lim alle seks hjerter sammen i størrelsesorden med de små yderst og de to store sammen i midten. Lim hjerterne fast på fyrretræslisten.

Figur med en hjertelig hilsen

Saml træfiguren og tegn øjne og et smil med en sort tusch. Bor huller og indsæt blomstertråd som arme. Form armene med en tang og lav hænderne ved at sno enderne af tråden til en fin form. Sæt figuren fast på træpladen med lim. Mal og skriv på træhjerterne med en pen. På billedet ses et lille træhjerte, der desværre er udgået fra vores sortiment, så vi har i stedet sat et hjerteformet klistermærke fast. Bor et hul i pladen og sæt en lige blomstertråd fast heri. Placer figurens arm rundt om tråden eller stik tråden ned gennem den snoede del af hånden. Lim hjertet fast for enden af tråden.

En fin lille blomsterbuket

Klip to små firkanter ud af crepepapir der måler ca. 2x2 cm. Klip et hak ind i kanterne fra to sider. Pres papiret sammen, hold godt fast og sno metaltråden stramt rundt om. Fold nu papiret ud og form det til en blomst. Lav flere blomster og sæt dem sammen til en buket. Pak buketten ind i gavepapir og bind en snor rundt om.


Trustpilot