Lysestage af rundstokke

Du kan lave en unik lysestage af rundstokke i forskellige bredder og længder. Form stagen så den bliver rund, lige eller buet. Vi har brugt rundstokke af egetræ, men du kan naturligvis sagtens bruge en rundstok i en hvilken som helst anden træsort.

Sav og slib til

Sav rundstokke i forskellige bredder ud i længder på hhv. 3, 4, 5, 6 og 7 cm. Vi brugte egetræsrundstokke med en bredde på 15, 20, 25 og 30 mm. Slib skarpe kanter glatte med sandpapir.

Lim sammen

Placér stykkerne som du vil have dem og lim stavene sammen med en smule trælim imellem hver del. Bestem dig ligeledes for hvor lysholderne skal placeres før du limer stykkerne sammen.

Lysholdere

Vi valgte at bruge en type lysholder med stift; dog savede vi stifterne af og limede lyseholderne fast på rundstokkene. Du kan også bore huller i rundstokkene og stikke lysholderne ned i hullerne, men stiften er lang, og det kan være svært at bore et lige hul. Når limen er tør er lysestagen klar til brug. OBS! Vær omhyggelig med altid at slukke stearinlysene lige så snart de brænder ned, og efterlad aldrig tændte stearinlys uden opsyn.


Trustpilot