Juletræskugler beklædt med fløjlsgarn

Ved at beklæde styroporkugler med fløjlsgarn kan du på en kreativ måde skabe smukke juletræskugler, der sætter et personligt præg på julepynten. Det er en enkel type julepynt, der er super tilfredsstillende at lave, og som giver dig mulighed for at skabe unikke og farverige kugler, der pynter fint på dit juletræ. Fløjlsgarnet giver kuglerne en fløjlslignende overflade, der ikke kun ser elegant ud men som også føles utroligt blød og rar.

Lim fast

Vælg mønster og farve til dine forskellige kugler. Find styroporkugler og garn frem. Klip gerne et par meter garn af så du slipper for at skulle arbejde med store garnnøgler. Du kan bruge forskellige typer lim, men vi fandt ud af at det var nemmest at arbejde med lim i en flaske med en lille tud, der gør det nemt at påføre limen i tynde streger. Vælg et punkt og start med at påføre en eller to striber lim hvor garnet sættes fast. Lad limen tørre helt før du fortsætter. Fortsæt derefter med at påføre tynde striber lim og tryk garnet fast med let hånd samtidig med at du drejer kuglen. Beklæd hele kuglen med garn og lad derefter limen tørre helt.

Øsken til ophængning

Klip et stykke metaltråd der er ca. 20 cm langt. Sno metaltråden rundt om en cylinderform i en passende størrelse som f.eks. en blyant, et penselskaft eller lignende. Sno enderne en smule sammen. Klip metaltrådene over så de er ca. 2 cm lange og har skarpe ender. Tryk enderne ind i styroporkuglen. Nu er din fine, bløde kugle klar til at pynte på dit juletræ.


Trustpilot