Garnnisser med nissehuer

Lav fine garnnisser af toiletruller og garn!

Nissehue

Sno flere omgange garn rundt om en bog og klip derefter garnet af så du får flere garnstykker, der er lige lange (ca. 30 cm). Klip derefter 1,5 cm brede stykker af en toiletrulle (du kan også klippe strimler af pap og sætte dem sammen med tape til en cirkel). Bind garnstykkerne fast rundt langs røret som vist på billedet. Fyld røret med garn hele vejen rundt. Træk derefter alle garnenderne gennem røret og ud på den anden side og bind dem sammen med et lille stykke garn. Bind en klokke fast med garnenderne. Stik et lille nøgle garn ind i nissehuen for at give den en flot afrundet form. Bind også et længere stykke garn rundt om huens kvast så den kan hænges op. Klip kvasten til en fin kugleform med en god saks.

Skæg

Vi har lavet to varianter af skæg til garnnisserne. Den ene er en pompon, der er lavet ved hjælp af en pomponskabelon. Det andet skæg har vi lavet ved at vikle garn rundt om fingrene ca. 50 gange, hvorefter garnet er bundet sammen med et lille stykke garn. Derefter er nøglet klippet over modsat knuden, således at garnet er lige langt på hver side af knuden. Fold nu halvdelen ned til den anden side for at forme et skæg, og klip de andre sider lidt kortere og fold dem ned til overskæg over skægget. Lim derefter skægget fast inde i nissehuen, trim skæg og overskæg med en saks og lim en træperle fast som næse.


Trustpilot