Sy en julekalender med lommer

Sy en fin julekalender i en flot og traditionel stil som hele familien kan glæde sig over! Dette smukke ”vægtæppe” med lommer kan pynte dit hjem ved juletid år efter år! Du bestemmer selv hvor stor kalenderen skal være. Vores kalender er 110 cm lang og 50 bred. Vi brugte ca. 2 meter stof og 4 meter almuebånd. Du kan se de præcise mål på delene i parenteserne herunder.

Materialer

Find alle de valgte materialer frem og klip ud til bagstykket af dobbelt stof (52x120 cm). Klip desuden seks ”strimler” til lommer (13x78 cm). Strimlerne skal være ca. 25-30 cm længere end bagstykkets bredde for at kunne lave folderne.

Bånd på lommerne

Fold et 1 cm bredt ombuk om til bagsiden på den ene langside af alle stofstrimlerne og sy ombukket fast. Stryg vliesofix fast på disse ombuk som vist på billedet. Træk beskyttelsespapiret af og pres almuebåndet fast. Hvis du ikke synes båndet sidder tilstrækkeligt godt fast kan du sagtens sy det fast.

Fold lommerne

Fold og pres folder på lommerne som vist på billedet. Bestem dig for hvor mange lommer du vil have på hver række, og sørg for at den valgte længde passer med bagstykkets bredde. Lad nålene sidde i folderne.

Sy lommerne fast

Mål op fra bunden af bagstykket hvor den første række lommer skal sidde og placér rækken korrekt. Vend rækken med retsiden ned mod bagstykket og sæt den fast med nåle så den sidder som ønsket. Pres rækken opad så du kan se hvor den ender med at blive placeret og sy den fast. Sæt derefter den næste række fast med nåle som vist på billedet og sy den fast. Fortsæt indtil alle rækkerne er placeret og syet fast som ønsket.

Sy lommer på rækken

Sæt nåle fast mellem folderne hvor du vil dele rækken op til lommer. Sy en søm nedefra og op over almuebåndet. Gentag dette med alle stofrækker og husk også folderne i rækkernes yderste kanter (se billede).

Bagstykket

Når alle lommer er færdige placeres stykket ret mod ret mod det andet bagstykke. Sæt stykkerne sammen med nåle på langsiderne og langs den nederste kant. Sy bagstykkerne sammen med ca. 1 cm sømrum i bunden og langs begge langsider. Lad toppen være ”åben”. Vend dit arbejde så bagstykkets retside med alle lommerne vender udad. Pres kanterne så sømmen sidder pænt i kanten som vist på billedet.

Ophængning

Spræt sidesømmene et par centimeter op. Pres 1 cm om til vrangen langs den øverste kant på begge bagstykker, sæt nåle i og sy kanten sammen. Træk en rundstok gennem det hul der blev dannet da du sprættede sidesømmene op. Lim tal fast på lommerne. Fastgør en snor eller et reb til rundstokken og hæng din færdige kalender op på væggen.


Trustpilot