Taske af EVA Foam

EVA Foam (Etylen Vinyl Acetat) er et let og fleksibelt materiale, der er vandafvisende, giftfrit og genanvendeligt. Du kan opvarme EVA Foam for at forsegle overfladen og forme materialet. Her viser vi hvordan du laver en taske i en enkel model. Det er et fint begynderprojekt hvis du ikke før har arbejdet med dette lækre materiale, som du kan få til at se ud som næsten hvad som helst.

Downloads

Skær taskens dele ud

Skær et langt stykke der udgør hele grundtasken samt to endestykker (se skabelonen). Du kan selvfølgelig ændre størrelsen på tasken. Brug en bred hobbykniv og sørg altid for at klingen er skarp. Hvis du skal skære en lige linje er det bedst at bruge en lineal.

Slib delene

Du kan udjævne de skårne kanter med en Dremel-maskine og en lille sliberulle.

Klappens hjørner

Fortsæt med at tilskære taskeklappens hjørner. Slib med en Dremel-maskine for at gøre dem ekstra fine.

Markeringer til dekorationer

Hvis du vil lave dekorationer på taskeklappen kan du lave et mærke med en blyant hvor dekorationen skal være. Tegn også en linje på indersiden af tasken så du har en guideline, når du skal lime endestykkerne sammen.

Lav mønstre i EVA Foam

Du kan bruge varme og forskellige genstande til at lave mønstre i Foam-overfladen. Her lavede vi først et tyndt snit med en skalpel, hvorefter vi varmede overfladen indtil den blev blankere. Derefter trak vi et falseben langs snittet for at give det lidt blødere kanter. Du kan også lave mønstre med forskellige andre genstande såsom møbelsøm, kamme og lignende.

Opvarm EVA Foam for at forme og forsegle

Med en varmluftspistol kan du opvarme EVA Foam-materialet, og materialet kan nemt formes til det ønskede resultat. Det er desuden vigtigt at varmeforsegle overflader, der skal males. Det giver et godt grundlag at arbejde videre med. Her holder vi tasken i den form vi ønsker at den skal have når den er færdig. Imens varmes overfladen grundigt fra alle sider og kanter. Sørg for at holde tasken i den ønskede form indtil den er kølet af. Når overfladen opvarmes bliver den en smule blankere. Det gør overfladen mindre porøs og sikrer, at du får et bedre resultat når den males.

Lim EVA Foam

Når du skal lime to EVA Foam-dele sammen skal du helst bruge Pattex-kontaktlim. Påfør lim på begge overflader, lad overfladerne tørre og pres dem derefter sammen. Derved skabes en elastisk limfuge, og det er vigtigt for at sikre et godt resultat. Her har vi brugt en ispind til at påføre lim på endestykkerne og selve taskedelen. Lad limen tørre i ca. 15 minutter og sæt derefter fladerne sammen så de fæstnes mod hinanden.

Grunding af overfladen på EVA Foam

Fordi EVA Foam er et så porøst og fleksibelt materiale er det vigtigt, at det bliver forseglet før du kan male på det. Ellers får du et ujævnt slutresultat. Efter varmeforsegling af overfladen påføres hvid lim (bogbinderlim) i flere lag med en blød pensel. Du kan fortynde limen med en smule vand hvis du synes den er for tyktflydende. Hvis du skal spraymale dit Foam kan du prøve at bruge en primer til spraymaling. Her har vi formet Foam-materialet til to holdere til et bælte, der kan sættes fast på taskens bagside. Vi grunder disse holdere med bogbinderlim og fortsætter derefter med hele tasken.

Maling af EVA Foam

Når du har forseglet dit Foam med varme og lim kan du begynde at male. Brug en fleksibel type maling hvis det er muligt. Vores tekstilmaling og lædermaling er fleksible, men en ganske almindelig akryl- eller hobbymaling fungerer også fint. Hvis du vil opnå et resultat, der er helt fri for penselstrøg, er spraymaling det rigtige valg for dig.


Trustpilot