Vase i lædertøj

05 april, 2023

Nogle gange kan nyt tøj gøre underværker. En anonym vase får masser af karakter med nyt lædertøj med snørelukning på forsiden.

Sommetider er det rart at give hjemmet et nyt look, og ofte er det nok at pifte en gammel genstand op. Ganske almindelige cylinderformede glasvaser kan få et helt nyt look med lædertøj.

Det nemmeste er at tildække vaser eller krukker, der er helt cylinderformede. Derefter skal du egentlig bare klippe et rektangulært stykke læder, lave huller til en korsetlukning og snøre læderet sammen.  

Mål omkredsen og højden på dine vaser og træk nogle få centimeter fra for at gøre plads til snørelukningen. 

Her har vi brugt et ret tykt stykke læder, men du kan også sagtens bruge tyndere læder. 

Brug en stålvinkel for at få helt rette vinkler og en lang stållineal til at få lige snit når du skærer i læderet. Det kan også være en god idé at bruge en skæremåtte i en større model. Hvis du arbejder med en stor vase kan det muligvis blive nødvendigt at flytte måtten i takt med at du skærer læderet ud til dit projekt.

Mål derefter højden på læderstykket og beregn hvordan du skal dele det op i et ulige antal huller for at kunne afslutte snørelukningen med en sløjfe i toppen. 

Brug en fedtpen til at markere hvor hullerne skal laves.

Nu skal du lave huller ved markeringerne. I tykt læder kan det være svært at bruge en hulmaskine og håndkraft, så her er det nemmere at lave huller med en huggepibe og en hammer. Bare husk at beskytte ørerne når du slår hullerne! Et gammelt skærebræt fungerer godt som underlag.

Når du har skåret læderet ud og lavet huller til snørelukningen, skal læderet snøres sammen. Hvis læderet er rullet på den anden modsatte led eller har vrangsiden udad, kan det dog være svært at få læderet til at ligge pænt mod vasen. Hvis det er tilfældet, kan du bruge en svamp med vand til at fugte læderet fra bagsiden. Rul derefter vasen ind i det fugtige læder og vikl et håndklæde rundt om. Du kan tape ydersiden af håndklædet sammen med malertape, således at læderet vikles tæt ind mod vasen mens det tørrer. Det gør, at læderet bliver flot formet rundt om vasen når det er tørt.

Når du skal snøre vasen sammen, kan det være en god idé at lave en hurtig beregning af, hvor lang en læderrem du skal bruge. Hvis du har svært ved at vurdere hvor meget der skal bruges til snørelukning og sløjfe, kan du starte med at bruge et ganske almindeligt stykke snor eller garn, der snøres gennem læderet, klippes og måles op.

Træk læderremmen gennem hullerne så den går i krydser som vist på billedet. Afslut med at binde en sløjfe.

Vær opmærksom på at vandstænk kan danne pletter på ubehandlet læder, så vikl gerne vasen ind i et håndklæde eller et viskestykke når du tømmer den for vand. Tag ligeledes læderet af når vasen skal vaskes ren.

Den færdige vase kan fyldes med fine blomster!

Eller bruges som en fin blyantsholder på skrivebordet.



Trustpilot