Sommerlig guirlande med vandmeloner

29 maj, 2024

En sommerlig guirlande med akvarelmalede mellemlægsservietter af papir pynter smukt på de mange skønne sommeraftener. Hæng guirlanden op i et træ eller brug den som dekoration midt på bordet.

Mangler du lige det sidste, der kan sætte prikken over i'et til sommerfesten og fuldende sommerstemningen? Måske kan en sommerlig guirlande med akvarelmalede vandmeloner på række fungere som den perfekte sommerpynt. Guirlanden rasler fint i sommerbrisen og kan enten hænges op under et træ eller lægges ud midt på bordet. Du vælger selv.

Guirlanden er lavet af klassiske mellemlægsservietter af papir i to størrelser, som males med grøn og lyserød akvarelmaling.

Start med at male den grønne kantlinje rundt langs de store mellemlægsservietter.

Mal derefter midten med den lyserøde farve. De små mellemlægsservietter males lyserøde på hele overfladen. Lad malingen tørre. Hvis du maler udendørs, skal du lægge små sten eller vægte på servietterne for at sikre, at papiret bliver liggende mens det tørrer.

Fold papiret på midten og lim de store mellemlægsservietter fast med jævne mellemrum på et langt stykke seamingarn. Vi brugte en limpistol, der var indstillet på en lav smeltetemperatur. Lim derefter de mindre mellemlægsservietter fast midt på de store.

Tegn små sorte kerner på vandmelonerne med en Posca-pen.

Hæng den færdige guirlande op i haven og nyd sommeraftenerne!



Trustpilot