Slip sommerluften ind!

29 maj, 2019

På de varme sommerdage er det et must med en dørstopper, der holder hoveddøren åben og slipper luften ind. Du kan selv støbe en fin dørstopper med en klassisk husform og med et hul til et reb, der gør det let at flytte rundt på den.

Formen laves af en tom, firkantet karton i en større model samt et paprør fra f.eks. en rulle stanniol, en smule sølvfarvet lærredstape og en spand med sand. Start med at klippe den tomme karton op og klippe siderne til så de får form som gavlen på et hus. Brug derefter sølvfarvet lærredstape til at samle siderne, så de er helt tætte, og du får den ønskede form.

Mål omhyggeligt diameteren på paprøret og brug en cirkelskærer til at skære huller i enderne af husformen. Det er vigtigt, at hullerne har nøjagtig den samme størrelse som paprøret, men for en sikkerheds skyld er røret også tapet fast med sølvtape.

Stil formen på hovedet i en spand og fyld spanden med sand. På den måde kan formen bevare sin firkantede form og bliver ikke bulende rund når den fyldes med beton. Sørg for at placere formen så lodret som muligt i spanden. Ellers risikerer du at det færdige hus bliver skævt. Overfladen som spanden står på skal ligeledes være helt vandret.

Bland betonen jf. instruktionerne på pakken.

Fyld formen med betonblandingen og bank let på formen for at få eventuelle luftbobler til at stige op til overfladen. Hvis du vil, kan du fylde formen med nogle sten for at få mere fylde og mere vægt, men husk at stenene ikke skal placeres for tæt på formens kanter, for så bliver overfladen ikke så pæn.

Når formen er fuld, dækker du spanden over med en plastikpose for at holde fugten inde (derved bliver den færdigstøbte beton hårdere), og så skal du blot vente. Lad betonen hærde i mindst to dage og gerne lidt længere.

Riv formen op og fjern paprøret. Klip et stykke reb i en passende længde, træk det gennem hullet og bind det sammen. Et såkaldt clipper reb passer godt til formålet. Det ligner et klassisk naturreb men er velegnet til udendørsbrug. Brænd enderne så rebet ikke flosser.



Trustpilot