Pomponer af tyl - som gammeldags vaskesvampe

31 august, 2022

På oldemors badeværelse hang luksuriøse vaskesvampe af tyl, der var lige så dekorative som de var brugbare. Det er en idé, der er værd at genopdage!

Vaskesvampene laves på nøjagtig samme måde som du laver pomponer af papir, men i stedet for at lægge flere papir ovenpå hinanden, så folder du tyllen så den ligger i mindst fem lag.

Fold derefter den lange strimmel som en harmonika i 3-4 cm brede folder frem og tilbage. Arbejdet bliver lidt tykt, og du skal holde godt fast i det voksende bundt af folder eller tage en klemme til hjælp som en ekstra hånd mens du folder, for hvis du giver slip foldes alt ud igen på et øjeblik, og så skal du starte forfra!

Vikl rustfri ståltråd rundt om midten af den harmonikafoldede strimmel og sno tråden stramt til. Lav en løkke som du kan binde en snor fast i til at hænge svampen op. Vær blot opmærksom på at du ikke efterlader skarpe ståltrådsender, som du kan rive dig på når du bruger svampen i badet.

Nu er det tid til at klippe enderne op, således at alle tyl-lagene kan folde sig ud. Hvis du vil, kan du klippe enderne til så de får en let afrundet eller spids form alt efter hvilket udtryk du ønsker at svampen skal have.

Det næste trin er det sjoveste, nemlig at folde alle tyl-lagene ud! Træk ét lag ud ad gangen og se hvordan pompon-kuglen langsomt folder sig ud.

Fastgør en satinsnor i løkken så du kan hænge svampen op på badeværelset.



Trustpilot