Opbevar hårelastikkerne med stil

12 april, 2023

Det er ikke altid lige nemt at holde orden på de mange hårelastikker og -spænder og at finde præcis hvad man leder efter. Du kan dog heldigvis selv lave en opbevaringsløsning, der passer perfekt til alle elastikker og spænder, og som er både praktisk og stilfuld!

Smarte opbevaringsløsninger er altafgørende i hjemmet. De gør det lettere at finde hvad du leder efter og frigiver dermed tid til at lave andre ting. Derudover udgør opbevaringen en vigtig del af indretningen, så du kan med fordel overveje hvordan overflader kan udnyttes på bedste vis, så du får plads til de helt rigtige ting. Selv de helt små ting, der ikke optager så meget plads, kan let blive en kilde til irritation når man ikke kan finde den helt rette elastik eller det ønskede hårspænde når man skal bruge det. Derfor er det oplagt med en smart opbevaringsrem med plads til alle elastikker og spænder på ét og samme sted! 

Vi har lavet denne opbevaringsrem af tyndt gedeskind for at sikre, at selv de mindre spænder kan spændes fast. Øverst syr du en træring fast til at hænge opbevaringsremmen på, og nederst et stykke af en rundstok, der forhindrer at elastikkerne falder af.

Start med at tilskære en lang rem, der er ca. 6 cm bred. Med en stållineal og en rullekniv bliver det nemt at skære lige.

Sæt træringen på og markér med en fedtpen hvor der skal laves huller til de to slidser, der skal dele remmen i tre. Mellem hullerne og ringen skal der være plads til en søm til at sy ringen ordentligt fast.

Slå huller med en huggepibe. Vi brugte en huggepibe med en diameter på 4 mm. Lav to huller i begge ender af remmen med lige stor afstand.

Placér derefter linealen mellem hullerne og skær to lange snit mellem hullerne, således at remmen deler sig i tre strimler. På denne måde bliver det nemt at klemme dine hårspænder fast.

Træk træringen på og fastgør den med lædertape. Tapen bruges kun til at holde læderet på plads mens du laver huller og syr det sammen.

Tape også læderet sammen omkring den nederste rundstok. Lad rundstokken være ”løs” i sin løkke men sørg samtidig for, at læderløkken sidder stramt nok omkring rundstokken.

Sav rundstokken til så den er lang nok (ca. 10-12 centimeter er passende). Slib kanterne glatte med fint sandpapir.

Brug et falseben med kantpolerer til at markere hvor sømmen skal løbe.

Træk en læderspore langs den markerede linje for at markere huller med jævne mellemrum til sømmen.

Lav huller i hver markering med en syl.

Sy med en sadelmagersøm, hvilket betyder at man fastgør en nål i begge ender af en voksbehandlet hørtråd og derefter trækker nålene gennem læderet fra hver sin side gennem det samme hul før tråden spændes. Derved løber tråden i 8-taller gennem læderet, og det giver en meget stærk søm.

Når du har syet rundt langs hele den markerede firkant skal du fastgøre trådene på bagsiden med en knude og et par sting under stingene på bagsiden. Den voksbehandlede tråd er nem at fastgøre, eftersom den næsten klæber sig fast.

Hæng opbevaringsremmen op og fyld den med hårelastikker og spænder.



Trustpilot