Nøglefad med aftryk

19 juli, 2023

Et fad med aftryk af en gammel nøgle fungerer som et fint opbevaringssted til dine nøgler. Stempelsilhuetten er skåret ud af et blødt skæreunderlag af linoleum og rullet ind i leret.

De fleste af os har sikkert nøgler, der ligger og roder rundt i en eller anden tilfældig skuffe eller på forskellige steder i huset. Det kan f.eks. være ekstranøglen til en cykel, der ikke bruges så ofte, eller en nøgle til døren på haveskuret. Derfor kan de fleste af os have brug for et lille fad til nøglerne, der desuden er sjovt at lave selv.

Dette nøglefad har et aftryk med form som silhuetten af en nøgle, og det kan laves af ægte ler, der brændes i en keramisk ovn hvis du har adgang til en sådan. Du kan dog også lave fadet af lufttørrende ler, som vi har gjort her.

 Selve ”stemplet” med nøglesilhuetten udskæres i sin helhed af et blødt skæreunderlag af linoleum. Fordelen ved at skære hele silhuetten ud i stedet for blot at skære dele ud af pladen (som man normalt gør når man laver stempler til linoleumstryk), er at man kan lave et meget dybere aftryk uden risiko for ”stempelskæg”. Du ruller ganske enkelt silhuetten ned i leret og piller den derefter op igen.

Start med at tegne en silhuet af en nøgle. Hvis du har en rigtig nøgle, du er glad for, kan du bruge den som skabelon og aftegne dens silhuet.

Tegn derefter nøglen af direkte på softcut-pladen. Materialet er utroligt blødt og nemt at skære i med en skarp skalpel eller skabelonkniv.

Rul leret ud i en tykkelse på ca. 5 mm. Læg nøglen på overfladen og rul den ned i leret.

Brug en tallerken i en passende størrelse som skabelon til at skære dit fad ud, og sørg for at måle omhyggeligt for at sikre, at nøglen placeres i midten af fadet.

Lirk forsigtigt selve nøglen op og form kanterne på det lufttørrende ler. Lad leret tørre langsomt og vend fadet nu og da for at undgå at det klæber sig fast eller bliver skævt.

Fyld aftrykket af nøglen med en dækkende guldfarve med metallic-effekt. Lad malingen tørre helt inden du maler den over med mat lak.



Trustpilot