Musling af sølvler

12 juli, 2023

Hvad gør man med alle de mange muslingeskaller, man finder på stranden? Hvorfor ikke lave en halskæde, der resten af året kan bruges som et minde om de varme sommerdage?

Selv de mindste strandskaller rummer en stor skønhed i de fine detaljer. Skallerne er dog ikke så holdbare, og det er svært at lave dem om til smykker. Derimod kan de fint bruges til at lave afstøbninger i sølvler.

Sølvler er et ler af fint pulveriseret sølv og bindemiddel. Når leret er fugtigt, kan du forme det som du vil, og det er derfor perfekt til at lave små afstøbninger.

Start med at lave en form ved hjælp af din muslingeskal. Formen kan med fordel laves med et stykke FIMO-ler. Det eneste du skal være opmærksom på, er at formen skal være skålformet, således at du kan tage muslingen ud af formen. Hvis du har en spiralformet muslingeskal, skal du derfor lave én halvdel af formen.

Ælt leret en smule så det bliver blødt og smidigt. Tryk herefter muslingeskallen ned i leret og fjern den forsigtigt igen. Tjek at aftrykket er blevet som ønsket. Leret hærdes i en almindelig køkkenovn jf. anvisningen på pakken.

Formen kan bruges så snart den er helt afkølet.

Pensl formen med en smule madolie for at sikre, at leret slipper let. En lille dråbe olivenolie fungerer fint til formålet, men sørg endelig for ikke at bruge for meget!

Form herefter et stykke sølvler som en rund kugle og pres leret ned i formen. Leret behøver ikke at udfylde hele formen men bør i stedet kun være en lille smule tykkere end selve muslingeskallen.

Tag forsigtigt leret ud af formen igen og tjek, at du har lavet et flot aftryk. Hvis du ikke er tilfreds med resultatet kan du bare prøve igen, for leret kan formes så længe det er fugtigt.

Når du er tilfreds med din muslingeskal lader du den tørre i ca. 1 døgn så al fugt forsvinder fra leret.

Nu skal leret brændes. Placér muslingen på en ildfast overflade som f.eks. en loddeplade. Tænd flammen på en gasbrænder og peg den mod muslingen for at varme den op. Efter lidt tid vil du se en lille flamme, der dannes, når det organiske bindemiddel i leret brænder op, og herefter bliver hele smykket glødende.

Nu skal du tænde for en timer, for smykket skal holdes glødende i 5 minutter (dog uden at smelte). Det er vigtigt at holde brænderen på en tilstrækkelig stor afstand for at smykket kan holdes glødende. Lige så snart du ser, at overfladen på sølvet begynder at se skinnende ud, skal du trække flammen væk, så leret ikke smelter. Efter 5 minutter slukkes brænderen og smykket køler af.

Nu skal du lodde en lille løkke fast, som muslingen kan hænge i. Form et stykke sølvtråd til en ring og klip den af. Sørg for at ringen er stor nok til at kunne trækkes på en halskæde.

Placér muslingen på en loddeplade og læg ringen hvor den skal loddes fast. Hold ringen på plads ved hjælp af en tredje hånd. Tjek at de sølvflader, der skal loddes sammen, er i kontakt med hinanden. Det kan eventuelt være nødvendigt at file ringen en smule for at sikre, at fladerne berører hinanden.

Spray en smule flussmiddel på overfladen og klip et stykke foldet sølvslaglod, der er ca. 2 mm langt. Spray også flussmiddel på sølvloddet og placér det så det ligger lige ved siden af de flader, der skal loddes sammen.

Tænd gasbrænderen og ret flammen mod loddemetallet indtil det smelter. Du skal muligvis varme muslingen en smule op nedefra, eftersom loddet trækkes til den varmeste overflade. Det er lidt bøvlet at lodde i sølv, men det er ikke så svært når du først kommer i gang!

Lad smykket køle af og puds derefter den sorte sølvoxid af, der er dannet på tråden. Sølvleret oxiderer normalt ikke så let, eftersom det har et højt sølvindhold på hele 999 tusindedele rent sølv!

Træk det færdige muslingesmykke på en sølvhalskæde.



Trustpilot