Krans med papirstjerner

22 november, 2023

På denne tid af året kan man næsten ikke få for mange stjerner! Efter tidligere års foldede stjerner viser vi her en helt anden variant, der er helt uden folder. Du kan samle alle disse fine, brune honningkagestjerner med snehvid glasur på en dekorativ krans.

Brune figurer med hvide konturer forbindes traditionelt med julens honningkager, og når julen står for døren, kan du bruge en hvid pen til at tegne på brunt papir. Find dine småkageformer frem fra køkkenskuffen og kom i gang!

Vi brugte en hvid Posca-pen til at tegne stjerner med forskellige former og mønstre på brunt hobbykarton. Tegn først rundt langs yderkanten på formen og udfyld derefter stjernen med mønstre, der er inspireret af snekrystaller eller hvad du nu kan lide. Det er kun fantasien, der sætter grænsen.

Klip kartonstjernerne ud og sæt dem fast på en tynd metalring. 

Sæt stjernerne fast ved hjælp af en voksbehandlet hørtråd, som du trækker gennem to små huller med en synål, og bind derefter tråden fast på bagsiden af stjernen. 

Sammen med en metalring omviklet med eukalyptus, som både dufter godt og bevarer sin grønne farve efter tørring, fungerer kransen som en flot dekoration på en dør eller et vindue inde i huset.



Trustpilot