Julehuse til bordet

11 oktober, 2023

En lang række huse med tændte stearinlys i vinduerne fungerer som en flot dekoration på bordet. Med silhuetter af husfacader i varierende stilarter kan du selv bygge din egen lille juleby.

På denne tid af året går tiden ekstra hurtigt. Dagene bliver kortere i hastigt tempo, og pludselig er det jul igen!

Disse julehuse danner en fin dekoration på bordet eller i et vindue. De saves ud af en 6 mm tyk plade af poppel plywood/krydsfiner, og hvert hus har sit helt eget look. Herefter samles husene med hængsler som en harmonika, således at de kan stå uden støtte og samtidig har plads til lys, der får vinduerne til at stråle når det bliver mørkt udenfor.

Start med at tegne din by på et stykke papir. Lad husene variere i højde, bredde og udtryk. Vi har givet et par af husene trinformede husgavle, mens andre har almindelige gavle med en stejl taghældning, ligesom husene er tegnet både med og uden skorsten. Det eneste du skal tænke på er, at det skal være muligt at save formerne ud på en relativt enkel måde.

Når du er tilfreds med hvordan husene ser ud på papiret, så tegner du dem af på en plade af poppel plywood/krydsfiner. De huse, der har samme bredde, kan med fordel placeres ved siden af hinanden, således at du kan starte med at save lange ”strimler” ud af pladen, som du sidenhen opdeler i flere huse. Brug en japansk håndsav til at save husenes silhuetter ud.

Brug en blyant til at markere hvert hjørne af alle vinduer og brug derefter et fint bor til at bore huller i alle hjørner på vinduerne. Runde vinduer bores med et kunstbor, der er perfekt til formålet eftersom du kan bore pæne huller uden flossede kanter.

Brug en løvsav til at save vinduerne ud. Det gøres ved at føre savklingen ned gennem et borehul, hvorefter du kan save hvert enkelt vindue ud.

Når du har savet alle vinduer ud slibes kanterne på husene. Du skal eventuelt file en smule i vinduerne med en ekstra lille fil.

Herefter skal husene samles. De skal monteres med hængsler, således at de kan placeres i et zigzag-formet mønster som en harmonika. Derfor monteres hvert andet hængsel på forsiden og hvert andet på bagsiden. Start med at lægge husene ud i den ønskede rækkefølge.

Når alle husene er samlet, kan du placere dem hvor du vil og fylde dem med lys, der stråler gennem vinduerne.



Trustpilot