Husformet bogreol til paperbackbøger

24 januar, 2024

Hvor skal bøgerne bo? I en bogreol over natbordet får bøgerne deres helt egen plads og er altid ved hånden. Holderen laves af en egetræshylde.

En god bog er det bedste selskab man kan tænke sig, og allerhelst vil man have bøgerne indenfor rækkevidde så man kan læse i et stykke tid før sengelampen slukkes. Denne lille bogreol fungerer som det perfekte hjem til paperback-bøgerne, og den har en hylde med plads til et passende antal bøger. Når du vil tage en pause i læsningen, kan du lade den åbne bog hvile hen over taget på bogreolen.

Boghylden har vi lavet af en 15 cm bred hylde af smuk rødeg.

Start med at save de forskellige dele ud. Du skal bruge en baggavl, som du først saver ud i en længde på 28 cm og derefter saver til med en tagvinkel på 90 grader. Derudover skal du bruge en bund på 15 cm, en tagside på 15 cm og endnu en tagside på 17 cm.

Lim delene sammen med trælim som vist på billedet, pres delene sammen og tør overskydende lim af. Lad limen tørre.

Spænd gavlen fast til en bænk eller et bord og brug et 1,5 mm bor til at bore tre små huller nede fra bunden og op i selve gavlen. Derefter forsænkes hullerne og bunden skrues fast med træskruer for at sikre, at den sidder godt fast og kan holde til at bære en bunke med bøger.

Taget skrues fast fra bagsiden, så derfor vendes huset med forsiderne nedad. For at kunne skrue taget fast skal du skrue i en skrå vinkel. Brug en boreskabelon til at forbore to huller skråt nedefra. Spænd boreskabelonen fast med en håndtvinge og mål efter for at sikre, at du ikke borer for dybt. På selve boret monteres en stopklods for at forhindre, at boret går for dybt ind i træet.

To hængebeslag sikrer, at hylden hænger fast og lige på væggen. Mål op og markér hvor der skal bores og bor derefter huller med et 20 mm kunstbor. Sørg for at bore tilstrækkeligt dybe huller.

Hæld lidt lim i hullerne og tryk hængebeslagene fast.

Slib kanterne glatte med sandpapir før du hænger boghylden op.

Et godt tip til at hænge hylden op på væggen er at aftegne bagsidekonturerne på et ganske almindeligt stykke papir. Lav herefter to huller i papiret hvor hængebeslagene er placeret. På den måde kan du nemt markere på væggen hvor du skal skrue skruerne i til ophængning.



Trustpilot