Et slips til far i julegave

26 oktober, 2022

Skal din far have et fint slips i julegave? Et traditionelt slips er flot, men for nogle mænd føles det mere som en ubekvem løkke om halsen. I et nøglebundt kan de fleste dog sætte pris på et slips, og et klippet og skåret et af slagsen fungerer som en fin julegave til din far.

Det er som sagt ikke alle fædre, der kan lide at have slips på, men de fleste kan sætte pris på et slips, der hænger i en nøglering. Især hvis det er lavet af et elsket familiemedlem. Et mindre læderprojekt som dette er også et passende prøveprojekt, hvis man ikke tidligere har prøvet at arbejde med læder. Hvis du vil, kan du fravælge syning og brug af bogstavspunsler, for du kan sagtens nøjes med at skære eller klippe slipset ud og lime det sammen!

Start med at tegne et mønster på et stykke papir. Vores mål ovenfor henviser til de angivne mål på billedet (de er således ikke i den korrekte skala, så undgå at udskrive mønstret).

Klip dit mønster ud og tegn det over på et stykke læder i en passende størrelse. Brug helst en fedtpen der efterlader streger som kan viskes ud.

Skær og/eller klip slipset ud i ét stykke og tjek, at begge ender har samme størrelse når du folder slipset på midten.

Hvis læderet er for tykt til at blive foldet, så kan du gøre det lidt tyndere på bagsiden ved hjælp af en skærfekniv. Kniven fungerer som en slags ostehøvl, og du kan bruge den til at høvle tynde lag af læderet indtil det har den helt rigtige tykkelse.

Fugt læderslipset med en svamp med lunkent vand, og brug derefter læderpunsler til at stemple din tekst.

Mens læderet er fugtigt, folder du det og presser det sammen, således at det kan tørre mens det er foldet dobbelt.

Når læderet er helt tørt kan du trække det på en nøglering og lime enderne sammen. Sørg øjeblikkeligt for at tørre overskydende lim væk, der siver ud af samlingen. Brug en fugtig klud eller svamp.

Lad limen tørre og markér derefter hvor du skal sy langs kanterne. Brug et falseben med en kantpolerer til at markere en linje et par millimeter fra yderkanten. 

Kør derefter en læderspore langs den markerede linje for at markere hvor der skal laves huller med jævne mellemrum til sømmen.

Lav huller med en syl gennem læderet ved hver markering.

Klip et stykke voksbehandlet hørtråd og fastgør en nål i hver ende af tråden. Du kan sikre nålen ved at sno tråden op et stykke fra enden og stikke nålen tilbage igennem den. På den måde undgår du, at nålen falder af tråden.

Sy hele vejen rundt langs kanten med en sadelmagersøm. Sadelmagersømmen sys ved at sy tråden fra begge sider gennem hvert hul. Derved ender tråden med at løbe i "ottetaller", og på den måde skabes en meget kraftig søm, der er velegnet til syning i læder. Fastgør tråden ved at binde knude og hæfte ender under stingene på bagsiden af slipset.

Et flot, håndskrevet tag på en snor fuldender den perfekte gave til verdens bedste far. 



Trustpilot