Diadem til sommerens fester

03 maj, 2023

Nu er det snart tid til alle sommerens mange fester og højtider som f.eks. eksamensfejring, konfirmation, bryllup og dåb. Et diadem af tynd messingtråd med skinnende perler vil uden tvivl udgøre en fin og personlig detalje til festlighederne.

Vi ved alle, at ikke alt der glimter er guld, men lidt glimmer og glans pynter nu alligevel på det meste! Her viser vi dig hvordan du selv kan lave et diadem af messingtråd med voksperler, der fuldender looket på brudepigerne, studinen eller den unge konfirmand. 

Vores diadem består af en lang række små ”klynger” af perler, der snos sammen til én lang gren. Start med et stykke messingtråd der er ca. 50 cm langt, og træk en lille voksperle på tråden. Fold tråden ca. 10 cm fra den ene ende og sno perlen fast i bunden hvor tråden ligger foldet.

Træk derefter en ny perle på det længere stykke tråd og sno den fast på samme måde.

Sno trådene et par omgange således at der dannes en smule afstand mellem de to første perler. Herefter trækker du en ny lille perle på det længere stykke tråd og snor den fast.

Fortsæt nu med at sno yderligere 2-3 perler fast på samme måde, indtil de danner en lille plantelignende buket, der består af i alt 5-6 perler.

Sno yderligere 11-12 sådanne små perlebuketter på samme måde som den første. Når alle buketter er færdige snos de sammen i en lang række efter hinanden. Brug de lange tråde til at sno et stykke, der er nogenlunde lige så langt som selve buketten. Sno derefter endnu en buket fast og fortsæt således indtil buketterne danner en lang række.

Der vil være trådender hist og her, som du kan lade sidde indtil kransen er snoet færdig og har fået den rette længde. 

Mål at rækken er lang nok til at nå rundt om hovedet på den person, der skal bruge diademet. Afslut med at lave en løkke hvori der fastgøres et bånd eller en hårnål. Form en lignende løkke i den anden ende. 

Sno løse trådender fast og klip dem af helt tæt ved diademet for at sikre, at der ikke stikker skarpe tråde ud.

Bind et smukt guldglitrende lurexbånd fast til enderne af diademet og bind det fast i håret. Du kan også fastgøre diademet med almindelige hårnåle for at sikre, at det sidder godt fast.

Nu kan festen begynde!



Trustpilot