Indkøbspose af voksdug

Voksdug er ikke kun flot at bruge som dug på et bord; det fantastiske stof kan også bruges til at sy et væld af praktiske brugsgenstande. Voksdug er holdbar og kan tørres af, og det er to egenskaber der gør det oplagt at bruge stoffet til at sy en indkøbspose. Sy et par stykker i forskellige størrelse så du altid er klar til den helt store indkøbstur. Vores pose måler 50 x 45 cm og har en dybde på 20 cm. Det er en relativt stor pose, der har godt med plads til både toiletpapir og pakker med morgenmadsprodukter.

Øvre kant

Klip et stykke voksdug på 132 x 65 cm. Klip ligeledes en strimmel der måler 132 x 10 cm. Sy den fast mod den øverste kant ret mod ret. Fold strimlen rundt til bagsiden og sy stoffet sammen i et rør (langs kanten på 65 cm).

Pyntesøm

Sy en pyntestikling langs posens kant langs strimlens og posens øverste kant.

Fold

Læg ”røret” på et bord. Fold siderne ind som vist på billedet. Find gerne en papirpose frem fra en butik for at se hvordan den er foldet. Vores sidestykker måler som sagt 20 cm, så vores folder ind mod midten måler således 10 cm. Sørg for at sømmen på røret placeres midt på bagsiden af posen.

Bund

Fold posen ca. 5 cm ind mod indersiden af røret ved den nederste kant. Fold derefter hele røret 15 cm ind som vist på billedet.

Bundens folder

Fortsæt med at folde som vist på billedet og brug igen en opsprættet papirpose fra butikken som ”forbillede”.

Åbn foldning

I denne position (forrige billede) folder du nu den første fold på 5 cm, således at bunden lægger sig som vist på dette billede.

Fold bunden ind

Fold nu bunden ind mod midten fra begge langsider hvor folden på 45 grader slutter. Fastgør folden med dobbeltklæbende tape i hjørnerne og langs hele folden.

Forstærk bunden

Ved at sy forstærkende sømme i bunden (hvor den nu holdes på plads af tape) kan du sikre, at posens bund kan tåle at bære vægt.

Sidefolder

Sy eventuelt et par sting i posens øverste kant hvor foldene skal være. Det gør det lettere at folde posen sammen.

Bærehåndtag

Vi har lavet bæreremme af 25 mm brede læderremme. Hvis du i stedet vil have et billigere alternativ kan du lave dem af en rest voksdug, der er foldet dobbelt. Skær/klip stropper der er ca. 30 cm lange. Du kan eventuelt afrunde de korte sider og farve kanterne på stropperne med brun narvsværte. Mål ud hvor skruenitterne skal placeres. Vi har placeret den midt på remmen hhv. 2 og 4 cm inde. Lav huller med en hultang.

Sæt bærestropperne fast

Mål ud hvor bærehåndtagene skal placeres på posen. Lav huller med en hultang 2 cm inde fra kanten. Indsæt skruenitten. Hold stroppen så den sidder lige, og lav endnu et hul med hultangen hvor skruenitten skal monteres. Indsæt også denne skruenitte. Hvis du vil øge posens tykkelse kan du med fordel placere et lille stykke læderrem på indersiden.


Trustpilot