Byg et insekthotel

Lige nu skal vi passe ekstra godt på alle vores små insekter. De er enormt vigtige for bestøvningen, så giv dem gerne en hjælpende hånd ved at bygge dit eget insekthotel, hvor insekterne kan bo. Du kan med fordel læse om forskellige arter samt hvordan og i hvilke materialer de trives bedst og så tilpasse dit hotel herefter.

Lim sammen, mål op og sav ud

Start med at lime to fyrretræslister sammen side om side for at give hotellet en passende dybde. Sav derefter delene ud jf. målene på skabelonen og lim alle delene sammen. Bemærk at vi på begge gavle har savet delene med en hældning på 45 grader, således at taget ligger fint mod gavlene. Træet bejdses for at give det færdige insekthotel et fint og naturligt look.

Fyld ud

Fyld hvert rum med de ønskede materialer. Her har vi brugt kogler, terrakotta-krukker, halm og rundstokke af asketræ. I rundstokken har vi boret 3-12 mm store huller, der går 10 cm ind i træet.

Net

Tryk materialerne ind så de sidder hårdt og godt fast. Fastgør derefter et stykke hønsenet over den nederste del af hotellet for at holde indholdet på plads og beskytte insekterne mod mus og fugle. Rundstokken har vi limet fast med trælim, der er beregnet til udendørsbrug. Det færdige insekthotel placeres på et tørt sted, der er godt beskyttet mod vind og stærk sol.


Trustpilot