Som svampe der skyder op af jorden - efterårets fineste pynt?

14 september, 2022

Rørhatte, bladhatte eller skørhatte? Nu er det tid til at plukke svampe, men husk som altid at det ikke er alle svampe, der er spiselige. Visse af dem er beregnet til pynt!

Enhver der har været en tur i skoven i år er måske blevet en smule skuffet. Mange steder er årets høst mere eller mindre slået fejl, men du kan heldigvis stadig hente inspiration fra svampeskoven til fint efterårspynt, som du selv kan lave.

Vi har brugt hørstof til svampestokken, filt i efterårsfarver til hattens underside og Tilda-stoffer med blandede mønstre til hattens overside. Det er fint at mikse og matche farver og mønstre så ikke to svampe er ens!

Hvis du vil kan du selvfølgelig sagtens sy svampene med mønstre, som du klipper i fri hånd, så du i ordets bogstavelige forstand lader svampene vokse frit frem i forskellige former. Hvis du er lidt usikker kan du dog med fordel udskrive og bruge dette mønster.

Klip alle mønsterdelene ud. Der skal føjes sømrum til mønstret til stokken. 

Svampene sys i to dele (en hat og en stok), som hver for sig fyldes med polyestervat inden delene til sidst sys sammen.

Hattens underside skæres op med et lige snit på midten, så den kan vendes rigtigt når over- og underside skal sys sammen.

Eftersom oversiden skal have en lidt mere fyldig form og derfor klippes som en større cirkel end undersiden, så skal den rynkes sammen i kanten.

Sy med enkelte, lange sting der løber op og ned gennem stoffet rundt langs kanten, og træk derefter hatten sammen så kanten bliver rynket.

Sæt oversiden fast mod undersiden med knappenåle og sy den sammen rundt langs kanten. 

Vend hatten og fyld den med polyestervat. 

Svampestokken sys sammen af to stykker hørstof eller halvt hør/halvt bomuld. Lad toppen stå åben. Vend derefter stokken med retsiden udad og fyld den med vat.

Nogle svampe har en ring, der sidder som en krave nær toppen af stokken. Denne kan du nemt kopiere på nogle af svampene. Klip en strimmel af hørstoffet der er ca. 3-4 centimeter bred og zigzag kanterne. Sy strimlen fast i folder rundt om svampestokken. 

Sy bunden af hattens underside sammen i hånden og sy til sidst stokken fast mod selve hatten. Vær opmærksom på at stokken bør være ret hårdt stoppet men ikke mere end at du kan folde overkanten en smule ind samtidig med at du syr stokken fast mod midten af hattens underside. Hæft ender på trådene og klip dem af.

Herefter kan du bruge de færdige svampe til at pynte på spisebordet eller i et vindue i stedet for en blomst. Eller hvorfor ikke placere en svamp på hver tallerken når du dækker bord til efterårets velsmagende gryderetter?

Hvis du får lidt filt tilovers kan du med fordel klippe den ud til fine efterårsblade eller til servietringe, hvor bladet deles og derefter samles til et blad.



Trustpilot