Nytårsuret slår

28 december, 2022

Tik-tak, tik-tak, tik-tak... nedtællingen til det nye år er begyndt, og gæsterne er ankommet. Et ur på bordet hjælper jer med at holde styr på hvornår klokken slår 12.

Nu er det snart tid til at vinke farvel til det gamle år og ringe det nye år ind! Forhåbentlig vil 2023 byde på endnu flere rare ting end 2022 gjorde, og det er bestemt værd at fejre!

Her har vi lavet lidt ekstra fine dekorationer til nytårsbordet, der er pyntet med flagranker, stjerner til stjernekasterne og udklædningsmasker. Midt på bordet står et nytårspyntet ur, der hjælper jer med at holde øje med hvornår klokken slår 12.

Udklædningsmasker er sjove at bære når der er fest, og derudover kan de fint bruges som pynt på et festdækket bord. De fungerer også godt som servietringe og bordkort på hver enkelt tallerken, eller hvorfor ikke som urskive til et fint nytårs-ur?

I år har vi dækket et nytårsbord i guld og sort, så start med at spraymale maskerne guldfarvede. Lad malingen tørre helt før du fortsætter med sort maling. Brug en sort Posca-pen til at tegne konturer og udfylde større felter, eller anvend i stedet hobbymaling og en pensel hvis du synes, at det er lettere. Vi malede masken til borduret med et diamantternet mønster.

Bor et hul i midten af masken til selve uret, og vælg et urværk med en lang midterskrue til viserne.

For at skjule selve urværket bag masken brugte vi et stykke sort Fosshape. Det er et tekstillignende materiale, der bliver hårdt når det varmes op, og som normalt bruges som grundlag til at lave f.eks. hatte og andre kostumer. Klip en stjerne i den rette størrelse ud af materialet, opvarm stjernens overflade med en embossingføn og form den efter maskens overflade samtidig med at du former en let hævet stjerne, som masken kan hvile på.

Lav hul til viserne og montér urværket og viserne på uret. Pynt uret med tal for det kommende år. Du kan også bruge en vimpel fra flagranken til at markere 12-slaget.

Flagranken kan laves af hørstof eller hør/bomuld. Riv først strimler af stoffet som derefter klippes i 12 vimpler som vist på billedet. Spraymal vimplerne med guldfarvet stofmaling. Lad malingen tørre. Klip stofklistermærker ud til ordene "Happy new year" fra hver deres ark og læg dem på plads i midten af hver vimpel.

Eftersom der kun findes ét Y må du bruge et V og klippe det sammen som et Y i stedet. Læg et stykke bagepapir ovenpå og stryg bogstaverne fast jf. instruktionerne på pakken.

Sy vimplerne fast med en zigzag-søm langs et guldfarvet lurexbånd. Læg flagranken ud midt på nytårsbordet eller hæng den op over bordet.

Til hver tallerken klippes en stjerne ud af sort hobbykarton med form som en komet. Lav et hul med en hulstanser i hver ende af stjernen, således at du kan fastgøre en stjernekaster.

Skriv gæsternes navne på hver stjerne så stjernerne kan bruges som bordkort. Derefter kan du færdiggøre den festlige borddækning og ønske alle et rigtig godt nytår!



Trustpilot