Nøgleholder med flettet læderrem

01 juni, 2022

Nøgleholderen hjælper dig med at holde styr på dine nøgler, og samtidig er den både praktisk og pæn. Derudover er det et sjovt projekt for alle, der holder af at arbejde med læder.

Man bliver hurtigt træt af løse nøgler, der ligger og roder rundt i bunden af tasken eller river huller i inderlommens for. Med en nøgleholder der beskytter og samler nøglerne bliver det nemmere at holde styr på dem. Denne nøgleholder er desuden et sjovt projekt for alle, der elsker læderhåndværk, og den kræver et minimum af materialer at fremstille. 

Hvis du vil have tekst på dit nøgleetui er det som regel nemmest at starte med at bruge læderpunsler. Et kort ord som f.eks. det engelske ord "keys" er let at trykke ved blot at placere den efterfølgende punsel ved siden af den forrige før du løfter sidstnævnte fra læderet. Slå på punslerne med en hammer eller kølle og husk at have en beskyttende overflade liggende nedenunder.

Skær dit nøgleetui ud og tilpas størrelsen efter dit nøglebundt. Husk på at nøglerne også skal have lidt plads i "højden" og ikke kun i bredden og længden. Tilføj derfor lidt ekstra margen plus sømrum.

Skær hjørnerne af i toppen.

For at holde delene på plads når du skal sy er det en god idé først at lime sømmen sammen. Forsøg at bruge så lidt lim som muligt så du ikke risikerer at lime mere sammen end blot sømmen. Tør straks al lim af der presses ud af samlingen.

Når limen er tør markeres en linje parallelt med kanten med et falseben med kantpolerer. 

Træk derefter en læderspore i den markerede rille for at få markeringer med jævne mellemrum, hvor du skal lave huller med sylen.

Lav et hul med en syl i hver markering.

Klip et stykke voksbehandlet hørtråd i en passende længde og sæt en nål fast i hver ende af tråden. Fastgør nålen ved at sy den tilbage gennem de snoede tråde i den voksbehandlede tråd. På den måde slipper du for at tabe nålene mens du syr.

Sy med sadelmagersting hvor du fører nålene gennem hvert hul fra hver side og derefter spænder til. På den måde løber tråden i 8-taller gennem læderet, hvilket giver en meget kraftig søm.

Fastgør enderne på bagsiden af etuiet ved at sy et par sting under sømmen. Den voksbehandlede tråd føles en smule klistret og er derfor nem at fastgøre.

En rem til nøgleholderen kan laves af en færdigflettet læderrem. Før et stykke rustfrit ståltråd gennem fletningen i begge ender af remmen.

Form en løkke for enden af ståltråden og bøj den op parallelt med enderne af læderremmene.

Vikl løkken fast med ståltråden, der omvikles stramt over flere omgange. Klip derefter ståltråden af.

Klip et stykke læder der er stort nok til at skjule ståltrådsomviklingen. Brug helst et så tyndt stykke læder som muligt.

Hvis det er nødvendigt kan du gøre læderet tyndere med en skærfekniv. Kniven fungerer i store træk som en ostehøvl, hvor du høvler på den forkerte side af læderet indtil det er så tyndt som ønsket. 

Lim læderet fast rundt om enden for at dække ståltråden. Når limen er tør skal du føre enden med trådløkken gennem åbningen i nøgleholderen og derefter fastgøre din nøglering i trådløkken. 

Nu har nøglerne fået et beskyttende etui, der er både flot og praktisk.



Trustpilot