Lille julelandsby til vindueskarmen

14 december, 2022

I stedet for den klassiske julekrybbe kan du lave en lille julelandsby med snehvide huse og en funklende stjernehimmel, der stråler over hustagene.

Ved jul og advent kan man næsten ikke få for mange stjerner, og det samme gælder for guld og glitter! En lille stjernehimmel med stjerner og en måne af glitrende guld pynter derfor smukt over de fine julehuse.

Vi starter med at lave stjernerne og månen af rustik hessian. Klip stjerner og måne ud af stoffet. Læg hessianstoffet dobbelt og klip to identiske stykker til hver del. Hvis du har svært ved at klippe i fri hånd kan du starte med at tegne et mønster på almindeligt papir. Alternativt kan du blot klippe stjernerne ud og give dem forskellige størrelse og former.

Zigzag kanterne sammen på symaskinen men efterlad en lille åbning så du kan stoppe stjernen med fyld. Sy derefter åbningen sammen.

Sy tre stjerner og en måne, eller lav så mange stjerner at antallet passer med hvor mange huse du vil have i din by.

Spray stjerner og måne med guldspray. Før malingen når at tørre drysser du løs guldglimmer over overfladen. Du skal arbejde hurtigt, for malingen tørrer på kort tid. Spray med maling og drys glitter på begge sider af stjernerne.

Indsæt et stykke messingtråd nedefra i både stjernerne og månen. Klip tråden omtrent lige så lang som du vil have stjernen placeret over hustaget.

Nu skal selve husene bygges! Sav hussilhuetter ud af ganske almindelige fyrretræsplanker og -lister. Brug gerne planker i forskellige bredder og sav husene i forskellige højder og med forskellige tagvinkler for at give byen karakter.

Mal husene hvide og lad malingen tørre. Mal gerne lidt ujævnt og tyndt så træets årer kan skinne gennem malingen.

Bor huller til ståltråden med et 1,5 mm bor. Stik et stykke ståltråd med en stjerne eller måne ned i hullet og klip eventuelt tråden kortere hvis det er nødvendigt.

Skitsér vinduer og døre på husene med en blyant. Stil byen op nogenlunde som du vil have den, og sørg for, at vinduerne er placeret korrekt. 

Mal med en dækkende guldmaling indeni vinduerne. Lad malingen tørre grundigt før du maler sorte omrids og vinduesbjælker.

Sæt byen op som du vil have den i en vindueskarm eller på et bord.



Trustpilot