Japanske tegn med akvarel

20 juli, 2022

Selv den mest enkle form for kalligrafi kan blive til smuk kunst, og med flot akvarelpapir, blæk og en god pensel kan du skabe fin kunst med blot få penselstrøg.

Den orientalske stil har altid virker fascinerende på os her i den vestlige verden, og det gælder især det skrevne sprog med smukke tegn, der fremstår ekstra eksotiske i vores vestlige øjne. Kalligrafi og kunsten at skrive smukt kan videreudvikles gennem mange år, men de helt enkle tegn er ganske simple at mestre hvis blot du giver det et forsøg. 

Via en hurtig søgning på internettet kan du finde simple tegn, der betyder f.eks. "Japan", "kirsebærblomst", "kærlighed" eller "nøgle". Hvis du derudover googler "stroke order" kan du ligeledes finde beskrivelser af hvilken rækkefølge stregerne skal tegnes i med hhv. kinesiske og japanske tegn.

Sort akvarelblæk og en flad, bred pensel er gode værktøjer når du vil afprøve enkel kalligrafi, og hvis du bruger tykt akvarelpapir undgår du at farven flyder ud. I stedet absorberes farven af papiret, som desuden har en smuk, mat og lettere kornet overflade. Præcis som når du maler med en kalligrafipen skal du sørge for at vinkle penslen, således at du tegner med brede strøg lige ned, hvorimod du får smallere streger når du trækker penslen horisontalt hen over papiret.

Start med at øve dig på en billigere papirtype. Tegn først en skitse med en blyant, så du ved hvor du skal trække penselstrøgene. Du kan også skitsere tegnene og notere den korrekte rækkefølge på en lap papir før du går i gang med at male på store ark med akvarelpapir. 

Eftersom papirets overflade er så smuk er det næsten en skam at sætte det færdige motiv bag glas og ramme. I stedet har vi brugt halvstave, som vi har savet til i en længde, der er en smule bredere end selve papiret. Du skal bruge fire lige lange stykker til hvert ark papir. Listerne males med sort bejdse og skal tørre grundigt før du limer det færdige akvarelpapir fast mellem listerne.

Bind et stykke sort voksbehandlet hørtråd rundt om enderne som ophæng, og hæng det færdige motiv op hvor du bedst kan fremvise din kalligrafikunst. 



Trustpilot