Hvidpudsede vaser

24 august, 2022

Smukke og rustikke vaser med en overflade der mest af alt minder om hvidt kalk. Ved hjælp af modelleringsmasse kan du forvandle ganske almindelige glaskrukker til smukke vaser, der passer perfekt til årstidens blomster.

Nu er det tid til at nyde sensommerens blomster som f.eks. dahlia, zinnia, asters og valmuer! 

Man siger ofte, at man ikke kan få for mange vaser, og uanset hvor mange du allerede har, så kan det ind imellem være svært at finde én, der har den helt rette højde og bredde. Med glaskrukker som alligevel skal afleveres i glascontaineren og et billigt materiale som skulptureringsmassen Sculptamold kan du lave lige så mange nye vaser, som du behøver!

En almindelig glaskrukke danner således grundlag for disse vaser. Brug gerne små glas der alligevel skal afleveres til genbrug. Fjern alle farverige etiketter og vask glassene grundigt af. Du behøver dog ikke at skrabe genstridig lim og hvide papirrester af glasset.

Sculptamold blandes i forholdet to dele Sculptamold og én del vand. Sørg for at ryste posen grundigt før du doserer modelleringsmasse og vand. Husk på, at massen støver en del, så bær gerne maske for at undgå at indånde støvet. 

Bland massen grundigt så alle tørre klumper bliver gennemfugtede. Bland ikke for meget ad gangen, for du har maks. 30 minutter til at forme massen, og det er altid nemmere at opbygge flere tynde lag (lad overfladen tørre mellem de forskellige lag). Det første lag er det sværeste at påføre eftersom det har en tendens til at løsne sig fra den glatte glasoverflade. Form derfor massen som en kugle omkring glasset og glat derefter overfladen. Lad vaserne stå et tørt, varmt og luftigt sted indtil de er helt tørre, for ellers er der risiko for at der dannes små mugpletter på overfladen.

Fyld de færdige vaser med sæsonens blomster.



Trustpilot