Blå batik – og shibori

27 april, 2016

Blå batik og blå shibori er super moderne lige nu! Begge er ældgamle tekstilfarvningsteknikker, der kan udføres i samme farvebad. Batikmønstrene dannes ved at binde snore eller elastikker rundt om stoffet og på den måde skabe runde cirkler eller linjer med slørede konturer, der er ufarvede. Batik er et fænomen, der med jævne mellemrum dukker op i modebilledet og indenfor interiørdesign. Shibori føles derimod som en nyere tendens; i det mindste i vores del af verden. Teknikken stammer oprindeligt fra Østen, nærmere bestemt fra Japan, og den forbindes ofte med den marineblå farve, selvom andre farver også er blevet anvendt gennem tiderne. Både batik og shibori er farveteknikker, hvor man på forskellige måder sørger for at lade visse dele af stoffet forblive ufarvet. Man kan aldrig helt kontrollere det færdige resultat, og det er netop det, der er charmen ved disse teknikker! Det er altid spændende at se det endelige resultat…

Batik laves normalt ved at "knibe" stoffet sammen og derefter binde bånd, snore eller elastikker hårdt omkring stoffet.

Du skal bruge:

Batikfarve, marineblå

Fixermiddel

1 kg salt

Spand eller kasserolle

Vinylhandsker

Hvidt bomuldsstof eller færdigsyede pudebetræk

Træstykker, kvadratiske

Skruetvinger

Snore eller brede elastikker (som normalt gemmer sig i køkkenskufferne)

 

Sådan gør du:

Start med at vaske stoffet. Hvis du skal bruge det færdige stof til at sy puder, så kan det være en god idé at starte med at tilklippe stykkerne og derefter zigzagge kanterne. Dermed bliver det lidt lettere at regne ud hvordan dine mønstre skal placeres. Bland batikfarven jf. beskrivelsen på emballagen. Jo varmere vandet er, desto mørkere bliver farven.

Det fugtige og renvaskede stof er nu klar til at du kan begynde at binde eller folde…

Shibori er en teknik, hvor du folder det renvaskede og fugtige stof. Fold først på den ene led og derefter på den anden, indtil du har et lille kvadratisk stykke. Pres stoffet sammen mellem træstykkerne som vist på billedet ovenfor. Det er en god idé at bruge ganske almindelige skruetvinger. Du kan sagtens nøjes med kun at bruge skruetvingen, eftersom den efterlader ufarvede felter på stoffet.

Start med at binde og folde stoffet før du blander farven. Derved undgår du at føle dig stresset over, at det farvede vand er ved at blive afkølet. Når alt er klart skal du blot begynde at dyppe stofferne i farvebadet. Lad dem blive i vandet i et par minutter, og tag dem derefter op og skyl dem grundigt i vand indtil de ikke længere afgiver overskudsfarve. Vask stoffet i vaskemaskinen og hæng det op til tørre eller til pynt!



Trustpilot